top of page

Målgruppe

Horoskopets helhed er for dig, der ønsker at mestre kunsten at tyde et horoskop i sin helhed. Det er en del af Astrologsporet på diplomuddannelsen og obligatorisk for dig, der ønsker at gå op til den afsluttende diplomeksamen. Forløbet kan dog følges af alle med kompetencer svarende til at have gennemført Grundsporet og Fagsporet. Se under Forudsætninger for uddybet beskrivelse.  

 

Målsætning

Målet med Horoskopets helhed er, at du har opnået solide faglige kompetencer i at tyde fødselshoroskopet og det bevægelig horoskop. Du formår at kombinere din faglige viden om astrologiens begreber med din evne til at se mønstre og temaer i horoskopet, ’oversætte’ astrologiens symbolsprog på din egen måde og danne en syntese. Du har lært at tyde et horoskop i sin helhed.

 

Beskrivelse

Det er nu tid til at bygge ovenpå den viden og erfaring, du allerede har med at tyde såvel fødselshoroskopet som livsforløbet set gennem transitter og progressioner. Omdrejningspunktet for Horoskopets helhed er, som navnet antyder, den helhedsorienterede tydning. Du lærer at tyde horoskopet på en systematisk og fagligt velfunderet måde. Du vil få konkrete redskaber til at oversætte astrologiens symbolsprog og styrke dine evner til at tyde og formidle horoskopet og aktuelle indflydelser.

 

Du vil få erfaring med, at det, at tyde et horoskop er andet og mere end at bruge redskaberne fra din teoretiske værktøjskasse.  

 

Med afsæt i konkrete cases, herunder ’prøve-kaniner’, arbejder vi med at afdække fødselshoroskopets forskellige lag. Vi ser på essens, syntese og helhed. Hvad er hovedtemaerne i horoskopet? Hvilke dilemmaer og hvilke udviklingsveje viser horoskopet?

 

Vi genoptager også det bevægelige horoskop og ser på, hvordan det udfolder sig for klienten her og nu. Med afsæt i konkrete cases får du erfaring med, hvordan både de progressive planeter og transitternes indflydelse udløser faktorer og mønstre i fødselshoroskopet.

 

Metoder

Undervisningen er i høj grad praksisorienteret og deltagernes horoskoper inddrages løbende (udelukkende på frivillig basis). Undervisningen kombinerer gennemgang af teori og metode med masser af praktiske øvelser, gruppearbejde, klient cases("prøve-kaniner"), hjemmeopgaver mv.

Vi vil også introducere astro-drama for at skabe en dybere og personlig oplevelse og forståelse af horoskopet.

Undervisningen er dynamisk i den forstand, at de temaer, der udfolder sig i de konkrete cases og de behov der opstår blandt de studerende, understøttes af teori og metode, ikke omvendt.
 

Tydningsopgaver

Forløbet er tilrettelagt med henblik på, at du, foruden mindre hjemmeopgaver, afleverer mindst 2 tydningsopgaver som bedømmes bestået/ ikke bestået. Formålet er at demonstrere, at du kan tyde et horoskop og lave en prognose. I bedømmelsen lægger vi især vægt på, at du berører de væsentligste temaer i horoskopet, forholder dig relevant til radix i prognosen og formidler på en forståelig og etisk forsvarlig måde.   

 

Du kan gennemføre forløbet uden godkendte opgaver og kan også fortsætte på Klientforløbet uden at have bestået tydningsopgaver. For dig, der ønsker den afsluttende diplomeksamen, er det dog et krav, at du har bestået 2 tydningsopgaver (på overgangsordningen 1). Opgaverne skal afleveres inden de aftalte deadlines og kan ikke godkendes efter forløbets afslutning.

 

For at få størst muligt udbytte af Horoskopets helhed, anbefaler vi, at du deltager aktivt i undervisningen og løser dine hjemmeopgaver.

 

Afgrænsning

På Diplomuddannelsen beskæftiger vi os som hovedregel med de to himmellys Solen og Månen samt planeterne Merkur, Venus, Mars, Jupiter, Saturn, Uranus, Neptun og Pluto. Du har mulighed for at specialisere dig inden for dværgplaneter, asteroider, måneknuder mv. via IC Instituttets specialekurser.

 

Forudsætninger

Deltagelse på Horoskopets helhed forudsætter, at du har et solidt kendskab til astrologiens grundsten og kan tyde på begynderniveau. Du har gennemført Grundsporet og Fagsporet eller tilsvarende på IC Instituttet. Alternativt har du opnået tilsvarende kompetencer på anden vis. I sidstnævnte tilfælde bedes du kontakte os mhp en afklarende samtale og evt. prøve.   

Horoskopets helhed

kr 4.800,00Pris
Prisoptioner
Engangskøb
kr 4.800,00
Betal i 2 rater
kr 2.500,00hver måned i 2 måneder
Betal i 3 rater
kr 1.700,00Hver måned i 3 måneder
  • Kontakt info@icinstituttet.dk for oplysninger om næste holdstart.

     

  • Horoskopets helhed gennemføres ved minimum 5 og maksimum 16 deltagere.

    Har du tilmeldt dig og betalt og bliver holdet imod forventning ikke gennemført, har du ret til at få det fulde beløb refunderet. 

    Eventuelle øvrige udgifter forbundet med din tilmelding, herunder udgifter til transport, kompenseres ikke.

     

    Fortrydelsesret

     

    Når du tilmelder dig Horoskopets helhed, har du 14 dages fortrydelsesret. Det betyder, at du kan få pengene tilbage hvis du inden for 14 dage fortryder dit køb/ din tilmelding. IC Instituttet har dog ret til at tilbageholde eventuelle gebyrer, som instituttet har afholdt ifm dit køb. Gebyrets størrelse varierer og afhænger af betalingsløsningen, men er i øjeblikket mellem 0-2,6 % af købsprisen. Ved bankoverførsel er der ingen gebyrer pålagt.

     

    Har du forhåndstilmeldt dig i god tid, kan du frem til 1 måned før opstart melde dig fra imod et gebyr på 200 kr. Hvis du vælger at skifte til et andet hold eller at tage imod et tilgodebevis pålægges ikke gebyr. Er der mindre end 1 måned til opstart, kan du melde dig fra imod et gebyr på 600 kr.

bottom of page