Livet er en jungle af udfordringer og fristelser, og derfor er det godt at have nogle overordnede retningspile at styre efter, og dem kan man faktisk se i horoskopet.
I min tydning af horoskoper deler jeg livet op i 2 hovedafsnit, hvor det første handler om at blive voksen og lære sig selv at kende. Spørgsmålet her er "hvem er jeg?" Selvom det lyder nemt nok, så er det egentlig en ret avanceret psykologisk proces, og nogle lærer først rigtigt sig selv at kende i en relativ moden alder, mens andre lever et helt liv i relativ ubevidsthed. Astrologisk handler det om at gå fra Månen til Solen. Her tydes Månen overvejende negativt i tegn, hus og aspekter, mens Solen tydes positivt. Her er altså angivet en brugbar retning i livet.
Samtidig med at vi lærer os selv at kende, er mange af os i færd med at finde ud af hvad vi skal. Denne retning er angivet fra IC til MC. Vi skal ud af reden og ud i verden.
Når vi så kommer til et sted i livet, hvor vi har rimeligt styr på ovenstående, melder en ny livsfase eller "krise" sig. Den handler om det tomrum, der ofte opstår i livet, hvor mange vælger at blive åndeligt søgende. Hovedspøgsmålet her er: "Hvorfor er jeg her?" Astrologisk vil det være en god ide at iagttage måneknuderne. I disse spændende punkter ligger en udviklingsvej fra den sydlige måneknudes erfaringsbank hen til alt det nye, der er repræsenteret af den nordlige måneknude, der siges at være porten til den indre vej.
I denne proces præsenteres vi også for et indre valg, der handler om at give slip på mange af de ting vi har stræbt efter gennem livet og gå den indre vej. Dette er symboliseret gennem et skift fra MC og tiende hus og hen til ascendanten, som vi nu begynder at bruge mere bevidst, som de lysvæsner vi nu engang er.
Har du lyst til at høre mere, præsenterer jeg ovennævnte i en times talk, online, på Stjernerne.dk i morgen, onsdag den 3. juli klokken 17. Måske vi ses der?
Comentarios