En taske på skinner
- Louise Kirsebom
- for 6 dage siden
- 4 min læsning
Et tilbageblik fra øjebliksastrologen

Vi holdt kursus på et hotel i Zürich den sidste weekend i august. Om lørdagen sad vi og talte om løst og fast ved frokostbordet i restauranten nede under undervisningslokalet. En af deltagerne, Roland, som ikke havde været til stede under frokosten, kom ind og satte sig mellem mig og en af de andre, Karl, som sad ved bordenden.
Roland tog sin pung ud af sin taske, som han stillede på gulvet, og bestilte en kop kaffe.
Der var en del uro i restauranten på det tidspunkt. Folk var ved at bryde op. Blandt andet passerede en gruppe blinde, som havde årsmøde i et af de andre lokaler. De kom forbi vores bord i den ende, hvor Karl sad. Også Karl brød op og gik. Roland, som sad med sin pung i hånden for at betale, opdagede at hans taske var væk, og sagde, at Karl nok uforvarende var kommet til at tage den med. Men da vi kom op i undervisningslokalet, sad Karl på sin plads - uden Rolands taske.
Og så gik det løs: Tasken var åbenbart stjålet! Roland gik for at kontakte hotelpersonalet. Han skulle overnatte på hotellet og havde lagt nøglen til hotelværelset i tasken. Det vil sige, at der var risiko for at tyven ville bryde ind i hans værelse og stjæle hans computer og andre ejendele.
Til sagen hører, at vi om formiddagen havde talt om "banditaspektet". Det er vores arbejdsnavn til Merkur-Mars-spændinger, inklusive konjunktionen. Det blev der nu grinet lidt af, og en eller anden stillede spørgsmålet:
"Hvor er Rolands taske?"

Erfaringen viser, at søgehoroskoper som regel beskriver situationen, da genstanden forsvandt. For nogle år siden havde vi et frygteligt uvejr omkring Sankt Hans. Nogle dage senere opdagede en af naboerne, at hans nøglebundt var væk og spurgte os, dvs. horoskopet, til råds. De afgørende planeter, blandt andet Månen og Mars, befandt sig i Fiskene og Skytten, så vi tænkte straks på det forudgående uvejr og tænkte straks på regnfrakken og det var da også i regnfrakken nøglebundet befandt sig (Skytte/Fisk kvadraten optræder ofte i forbindelse med tsunamier).
Her står ascendanten i den sidste grad af Skorpionens tegn. Skorpionen er gældens og tilgodehavendernes tegn og den sidste grad svarer til, at det er ”afregningens time”, Roland sidder med pengepungen i hånden for at betale. Ascendanten er ”grænsegænger”, står på tærsklen til Skytten, Roland skal videre til videreuddannelsen. Så selv om det ikke er Roland selv, der spørger, ser vi at horoskopet bekræfter spørgsmålet. Kvinden, der stillede spørgsmålet, er hans talerør.
Tasken er sandsynligvis hos tyven - en ukendt person. Ikke kun ”partnere og modstandere” men også ukendte personer søges ifølge traditionen i 7. hus. I 7. hus står Månen i Tvillingernes tegn. Traditionen siger videre, at man i første omgang skal søge den forsvundne genstand der, hvor Månen befinder sig. Så pengene passer ligesom i det her tilfælde; Månen står i den ukendte modstanders hus. Alt tyder på at tasken befinder sig udenfor hotellet. Både Månen og Saturn befinder sig på horoskopets "du-side", "i andres lejr".
Saturn, som er 2. hushersker (besiddelser), det drejer sig om en gammel skindtaske, er tilmed i eksil, ”på udebane” i Løven. Lige udenfor hotellet er der et sporvognsstoppested. Intet, bortset fra et tog, kunne være mere tvillingeagtigt end en sporvogn, som jo løber på to parallelle spor. Så tyv og taske må være på vej i sporvognen. Vi formoder, at tasken vil komme tilbage. Månen går over en sekstil til Merkur til en trigon til Jupiter, traditionelt set det store helds planet.
En af deltagerne vil så vide, hvornår. Det er vi ikke meget for at svare på. Ascendanten står i den sidste grad, vi befinder os her i en "labil" situation, forudsætningerne vil snart skifte. Et er sikkert, vi kan intet gøre, lad os vente med at tale om sagen, indtil Roland kommer tilbage. Roland kom hurtigt tilbage og de andre spurgte, om han ville tale om horoskopet. Det ville han ikke. Så vi fortsatte undervisningen.
Kort efter blev Roland igen hentet fra hotelreceptionen. Og kom tilbage efter et kvarter - med tasken. Jo, to sporvognskontrollører havde fundet tasken med hotelnøglen. Tegnebogen med nogle penge manglede, men hans aftalebog var der stadig, - det var den, der havde givet ham sved på panden. Vild jubel i klassen og et gud-ske-lov-blik mellem Johan og mig.
Næste dag ville deltagerne analysere horoskopet. Og vi havde haft tid til at tænke os om. Sandsynligt forløb:
Roland sidder med pengepungen i hånden. Gruppen af blinde går forbi. Tyven er kommet ind ad restaurantens entré mod gaden, er smuttet ind blandt de blinde forbipasserende, som var på vej ud i receptionen, derfra smuttet tilbage ud på gaden, for snuppe sporvognen. En hurtig aktion: Tvillingerne er dyrekredsens letbenede tegn og Månen er den hurtigste blandt himmellegemerne.
Sandsynligvis drejer det sig om to banditter: En af dem står ude på gaden, holder øje og giver tegn, i Tvillingernes tegn er der altid mindst to. Det var jo også to sporvognskontrollører, der bragte tasken tilbage. Teknisk set er tyven repræsenteret ved Venus, som er 7. hushersker. Venus (traditionelt det ”lille helds planet, er på hjemmebane i Vægten sammen med en af måneknuderne (formørkelses- og forsvindingspunkter) og sammen med Jupiter, en videre henvisning til at kuppet er gennemført af – mindst – to personer.
For planeter, der er sammen, henviser til mennesker, der er sammen. Og tyvene var jo faktisk heldige; de slap godt fra projektet. Lidt tankevækkende er det jo, at planeter i eget tegn, som i dette tilfælde Venus, ifølge traditionen går for at have ”værdighed”, hvor planeter i eksil, som i dette tilfælde Mars, som jo repræsenterer ascendantherskeren Roland, tilsvarende skulle forholde sig ”uværdigt”.
Så mon ikke det snarere er et spørgsmål om, hvem der har fat i den lange ende end om hvem, der opfører sig ”værdigt”?
Kommentare