I tider, hvor der bliver truffet uendeligt mange FRAVALG, føles TILVALG kun stærkere!
Vi kan godt mærke, at Pluto har gjort sin entré i Vandbærerens tegn!
Det er en tærskel, der har fyldt meget i 2023 og nu også det meste af 2024, da Pluto skal over tærsklen fra Stenbukken til Vandbæreren hele 3 gange (d. 23/3 2023, d. 21/1 2024 og d. 19/11 2024) i denne periode.
Der er mange VALG, der bliver truffet i øjeblikket. Særligt fravalg. Det var dét. Nej tak til det. Farvel og tak. Rend mig røven. Kært barn har mange navne. Og de ikke så kære børn får formentlig også klar besked i øjeblikket. Måske især da Merkur passerede Pluto for et par dage siden? Men nu står Mars også for skud den 14. februar (Happy Valentine's forresten! ;-)) og Venus få dage efter, den 17. februar - foruden selvfølgelig Månen, der går i Vandbæreren i morgen.
Forvandlingens planet er ofte kendt som 'enten-eller'. Det er ikke de store kompromis'er, der bliver indgået her. Alligevel har Pluto en iboende dobbelthed. "Noget må dø, for at noget andet kan opstå" er ofte en vending, vi bruger om Pluto, uanset tegn. For Pluto er sådan set meget enig med Saturn i, at man ikke kan det hele, men må foretage valg og fravalg. Pluto taler som bekendt bare med lidt større eftertryk. Så det er ikke enten liv eller død. Det er både og. Selvfølgelig især i disse tider, hvor Pluto og Haumea laver deres lille, lettere akavede, dans, hvor de lige må forhandle lidt om, hvad der skal gives nyt liv og hvad der må være et endegyldigt farvel.
Det bemærkelsesværdige ved denne tid og de temaer, der dukker op gang på gang hos klienter i øjeblikket, er, at der samtidig med denne tendens til at sige fra (en enkelt ville nok kalde det at abdicere) sker en opblomstring af eksempelvis nye fællesskaber og nye måder at se sig selv som en del af disse. Et kæmpe behov for at føle sig forbundet til andre mennesker gennem idéfællesskaber, med plads til "den, jeg er".
Jeg synes sør'me, at det lyder lidt som Vandbæreren.
På IC Instituttet er vi også i en spændende proces, hvor vi træffer valg og fravalg - dog helt klart flest TILVALG! Og vores seneste tilvalg er denne blog.
Det kommer ikke til at være MIN blog. Det VORES blog, hvor der vil være indlæg fra de astrologer, der er tilknyttet IC Instituttet...
OG....
I Vandbærerens ånd, er der også allerede flere af jer studerende, der har givet udtryk for, at I gerne vil dele jeres viden om og nysgerrighed på vores fag med andre studerende og astrologi-interesserede. Det vil vi glæde os til! Det vil forhåbentlig inspirere endnu flere til at øve sig i at formidle astrologien og ikke mindst give mulighed for at støtte hinanden i læringsprocessen.
Vi håber, at I tager godt imod vores nye initiativ!
Louise.
Comments